Landdistriktskonferencen 2024

Finalister til Landdistriktsprisen 2024

1. pladsen

Dagrofa

Dagrofa er indstillet til Landdistriktsprisen med følgende beskrivelse:

Dagrofa udbyder et koncept, som gør det muligt at oprette borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne, hvor de kommercielle kræfter har givet op.

Det geniale ved Dagrofas koncept er, at etableringer sker med borgerinvolvering.

Borgerne i en landsby skal således selv tage aktiv del i etableringen af deres dagligvarebutik. Borgerne skal stå som ejer af ejendommen, og selv skaffe 40% af finansieringen gennem salg af anparter. DAGROFA stiller med en 10 årig huslejegaranti, der sikrer muligheden for realkreditbelåning på 60 %. DAGROFA er samtidig behjælpelig med indkøb af inventar og indretning af butikken, så den fremstår tidssvarende.

Borgerne lejer herefter ejendommen ud til en købmand på gunstige vilkår. Købmanden som ansættes i tæt dialog med DAGROFA, driver dagligvarebutikken for egen regning og risiko.
Dagrofa stiller et konkurrencedygtigt kædekoncept til rådighed med høj grad af mulighed for lokal tilpasning.

Hele denne borgerinvolvering er med til at sikre det lokale ejerskab til landsbyens butik, der sikrer et økonomisk grundlag for driften. DAGROFA yder således hjælp til selvhjælp.

2. pladsen

Vestervig byfornyelse

Vestervig Byfornyelse APS er indstillet til Landdistriktsprisen med følgende beskrivelse:

Vestervig Byfornyelse APS har eksisteret siden 2006.

I sin tid tog en gruppe borgere initiativ til at danne selskabet for at forskønne byen, som var præget af fraflytning og forfaldne eller forladte huse.

Siden 2006 har Selskabet i samarbejde med Thisted Kommune og Vestervig håndværker - og borgerforening revet 25 ejendomme ned.

Det har skabt plads til udeservering ved den lokale kro, grønne områder og et nyt hus. I dag er Vestervig blevet mere attraktiv og har oplevet mere aktivitet på det lokale boligmarked.

Selskabet et stadig meget aktivt og har fornylig købt og istandsat to huse som blev solgt til tilflyttende familier.

Selskabet har også finansieret købet af den tidligere Vestervig Skole, og sørget for lokaler til en frisør og kiropraktor. Pt er selskabet i gang med at genopstarte en købmandsbutik, da den forhenværende ejer er gået bort.

3. pladsen

Tove Fønss

Tove Fønss er indstillet til Landdistriktsprisen med følgende beskrivelse:

Tove Fønss er indstillet for sit store engagement og for at "hæve landsbyen Hou til uanede højder" ifølge indstiller.

Tove har evnet at motivere mere end 100 frivillige i projektet "Fantastiske Hou" (en forening som arbejder med at omdanne en del af havnen i Hou).

Gennem Toves evne til at motivere folk, sprede begejstring og oplevelse af at projekter kan lykkes har hun været med til at skabe fælles ejerskab over byen og tiltrække ressourcestærke personer som ifølge indstiller "får ting til at lykkes".

Som følge af projektet og Toves engagement skriver indstiller, at bosætningen er øget og at man fornemmer en "fælles vilje til at skabe et samfund i balance". Tove er ifølge indstiller den leder, som får dette til at lykkes.