Mere end 8 mio. kr. til landdistrikterne og de danske småøer

Publiceret 17-12-2020

36 ansøgere fra hele landet får i dag støtte gennem Erhvervsministeriets Landdistriktspulje. Tilsammen modtager de 8,2 millioner kroner til projekter, der skal bringe nærheden tilbage i landdistrikterne og til lokale initiativer på de danske småøer.

Et lydsikret kulturhus, et ungeprojekt, som skal ruste de unge vælgere til kommunalvalget og købmænd, der skal styrke den lokale handel i fællesskab.  Det er bare eksempler på nogle af de projekter, som nu får hjælp til at skabe mere liv i deres lokalsamfund.

Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen Finn Jorsal:
Det er glædeligt at se, at der rundt om i landet bliver arbejdet aktivt med forskellige måder at få nærheden tilbage i landdistrikterne. Derudover glæder det også udvalget, at der har været så mange gode ø-projekter, som har handlet om vital infrastruktur. Fx købmandsbutikker, tankanlæg og havne, der alle i høj grad medvirker til opretholdelse af øsamfundene."

Den 14. oktober 2020 var der frist for ansøgninger til Landdistriktspuljen, og Erhvervsstyrelsen modtog i alt 138 ansøgninger. Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen har udvalgt 36 projekter: 18 forsøgsprojekter til 4,9 millioner kroner og 18 projekter på de små øer til 3,3 millioner kr.

Ansøgningsfrist for Landdistriktspuljens næste ansøgningsrunde vil blive meldt ud i starten af 2021.

Se oversigt over de 36 projekter her:

Støttede forsøgsprojekter 2. runde 2020

Støttede projekter på de små øer 2. runde 2020